14. november 2018
Af: Clara Edgar

Den dag arkitekturinteresserede instagrammers indtog Vejle havn

En dag tog jeg sammen med en gruppe instagrammers på tur på Vejle havn for at mærke dens arkitektoniske vingesus, og blive klogere på en for mig fremmed race af SoMe-entusiaster. Her tager jeg dig med på rejsen.

På en diset novemberdag samler vejlensere, københavnere og enkelte århusianer sig ved Vejles havnefront for at opleve arkitektur. Særligt Bølgen og Fjordenhus er på programmet – sidstnævnte vender vi tilbage til.

Bølge-byggeriet er stadig i gang, men i det store hele står den mere som en bølge end det skvulp, den længe var. Gruppen stiger næsten til tops i den nyeste af de fem bygninger og træder ind i en af de endnu ubeboede lejligheder. De sakser rundt mellem hinanden, men hurtigt bliver de fleste lokket ud på den fjordvendte altan.

Broen, som hver dag ligger asfalt til tusindevis af hjul, står gemt bag den tunge dis. Udsigten over vandet minder mest af alt om noget fra en Harry Potter film. Mystisk og mytisk.

– Man kan forestille sig, at der kommer en drage flyvende lige som lidt, siger Bjørn Grønfeldt Bæk. Han er selvstændig og prøver at slå igennem på Instagram. Mens vi står og snakker om fantasy beder han mig om at stille mig hen til altanens kant og trækker sit kamera op mod ansigtet.

– Det fungerer bare godt med nogle mennesker på billederne, siger han. Jeg gør, som jeg får besked på og vender ryggen til kameraet, mens jeg skuer ud mod den drage, der helt sikkert basker rundt udenfor mit syns rækkefelt.

Knips fra forskellige kameraer omringer mig på altanen, der ikke helt er stor nok. Efterhånden lader alle tænkelige vinkler af bygningen, vandet og havnen til at være skudt, og flokken bevæger sig indenfor for at finde deres næste motiv.

Et åbent fællesskab af eventyrere

Da lejligheden virker motivløs, begynder snakken at runge i rummet, og frokost bliver fundet frem. Flere af instagrammerne kender hinanden. De er nemlig en del af et fællesskab, der tager ud og oplever bygninger, inden de bliver beboet, eller tager på rundvisninger i historiske bygninger. Det har eksempelvis taget dem op på toppen af Ceres Tårnet i København og ind på Christiansborg, hvor de desværre mistede et ældre ægtepar.

– Det er jo et åbent fællesskab, så de var taget med, men lige pludselig var de bare væk. Jeg håber, de fandt ud på egen hånd, siger Andreas Kirkeskov Haagensen.

Det er tydeligt, at flokken af instagrammers får et kick ud af, at afsøge afkroge af arkitekturen, som normalt er lukket land.

– Giv os adgang til steder, vi ellers ikke må komme, så er vi der! Jeg har prøvet at ringe på i forskellige gamle bolig bygninger, fordi jeg bare vil ind og se deres foyer, men der er aldrig nogen, der lukker mig ind, siger Maria Hoegholm.

Da frokosten er spist, er det tid til at tage videre. Væbnet med stativer og linser drager alle ud på havnefronten.

Se min drone, den er hvid som tågen

Gruppen søger i forskellige retninger. Nogle mod Vejle Kajakklub. Nogle tager turen rundt om bygningen. Nogle leder efter de små detaljer. En af mændene går mod sin bil for at hente sit særlige udstyr. Han hiver en sort kasse frem og går ned mod vandet. Da låget bliver løftet, åbenbarer der sig en teknologisk verden. En hvid drone.

Kort efter letter den. Fra sin skærm kan han følge med på dens rejse op og ind i disen.

– Det er ikke optimalt vejr at filme i, men jeg har lavet lidt sjovt, siger Ralph, da dronen igen er sikkert tilbage i jordhøjde. På en skærm viser han mig et gråt billede. Længe ser jeg ikke noget, men pludselig begynder en skikkelse at vise sig. Bølgen kommer frem af disen, indtil den står helt skarpt.

En af de andre fotografer støder til, og mens de snakker drone, ruller en bil op på siden af dem. Ud træder en mand, der også lige vil være med til at se det lille apparat flyve mod himlen.

Mens de har gang i en moderne udgave af ”Se min motorcykel”, benytter jeg lejligheden til at kaste et blik rundt. Det grå træ på molen falder i et med det grå vand, og Bølgen tager farve efter det overhængende dis. Selv mågerne virker særlig grå i dag, som de klynger sig samen på rækværket og skræpper i kap med larmen fra byggepladsen.

Tiden går, og kulden trænger ind i knoglerne, heldigvis er det tid til at rykke videre. Videre til Fjordenhus.

Bygningen rejser sig om fjordens fæstning fra vandskorpen

Hele gruppen er samlet igen og står let mundlamme ved synet af Fjordenhus. Bygningen rejser sig fra vandet og leder på en og samme tider mine tanker hen mod en gammel fæstning og det undervandslandskab, der stiger til overfladen i slutningen af filmen The Abyss.

En mand med bordeaux hue tager imod os. Han er billedkunstner og vores guide igennem konstruktionen.

Vi når ikke en gang at krydse broen, før han begynder at fortælle.

– Hvis I kigger op, kan I se et hul, der giver udsyn til himlen. På en skyfri dag er det et meget smukt kig, siger han, med overvældende entusiasme i stemmen. Vi går videre ind i selve bygningen – eller det vil sige ind i stueplanet, som stadig er udenfor. Her begynder han fortællingen om Olafur Eliassens tanker med bygningen.

Den er bygget til at falde i perfekt symbiose med hele området. Murstensvæggene er sammensat af sten i forskellige farver. Nede ved vandet er flere grønne sten, og oppe mod himlen er en overvægt af blå. Formerne er runde, enten som parabler eller cirkler, med udgangspunkt i den silo, der står på havnens industrikvarter.

En oplevelse for sanserne

Eliassens egne værker hænger ned fra loftet i de fire silo-formede dele af bygningen. De tager også udgangspunkt i cirklen, og vindens bevægelse, som den svirvler i tornadoform gennem rummene. Lys i loftet og under vandet får fjordens bevægelse til at spejle sig på taget og murene og danse i takt med overfladens krusninger.

Det er svært at beskrive Fjordenhus kun med ord, fordi bygningen er en oplevelse for alle sanser. Det er da også tydeligt at mærke, at den eneste, der ikke er tabt for ord, er vores kære guide, der virker til at have dem i overflod.

Hans energi får smilene frem hos hele flokken – mig selv inklusiv, der næsten ikke kan finde ud af, om jeg skal kigge på ham eller bygningen.

Langt om længe går vi ind i varmen. Her får vi en malerisk gennemgang af alle de indvendige detaljer fra tæpper til lamper. Jeg kunne skrive side op og side ned om det, men jeg vælger at lade være. Både fordi, det ikke er tilgængeligt for alle, men også fordi bygningen for mig er mest fantastisk i stueplanet eller på afstand, hvorfra man som beskuer kan se og mærke den leve med naturen omkring sig.

Vores tur slutter. Dagen slutter. Kameraerne bliver pakket sammen og københavnerne skal tilbage mod djævleøen, der er hjemsted for meget skøn arkitektur. For mig er det dog tydeligt at se, at de har fået noget med hjem, de ikke havde regnet med, og som jeg er overbevist om, kan udløse mangelikes på Instagram.

Foto: Judith Stohn

Foto: Judith Stohn