14. december 2018
Af: Feja Fredsted Dumont

”Hvad ville en bymidte være uden butikker?”

Vi er blevet forvænte med, at vores indkøb ikke er længere væk end et klik og en tur med PostNord væk. Men tænk engang, hvis butikkerne ikke eksisterede mere, fordi de digitale webshops stjæler alt salget?

Forestil dig en bymidte med lukkede døre og mørke butiksfacader – som en forladt spøgelsesby uden lys og liv. Det må ikke ske, men vores indkøbsmønstre har ændret sig markant de seneste år, og det har haft konsekvenser for mange butikker. Nærmere bestemt har 4000 butikker i Danmark fra 2012-2016 måtte dreje nøglen om.

Men hvorfor ikke bidrage til butikkernes levetid og få den hyggelige julestemning ind under huden? I Vejles julebelyste gågade kan du besøge en af de kommercielle butikskæder og finde fodboldstøvlerne til sønnike. Du kan også gå i en af de mange specialbutikker, hvor du finder den lidt skæve gave til din mor, som du gerne vil give en noget med særpræg.

En helhedsoplevelse

Heldigvis synes vejlensere og andre besøgende, at det er ganske rart at handle i Vejle – det viser byens kåring som Danmarks Bedste Handelsby 2018. En titel byen også vandt i 2014.

Ifølge Citychef Marianne Jeppesen kan butikkernes fremtidige redning være at skabe mere liv omkring shoppingområderne. Noget man i Vejle gågade lægger stor vægt på ved fx at holde marked på Søndertorv med lækre ting til julebordet, vise juleshow med Øvst og Finn Falk på Bryggen eller præsentere Gauerslev Gospelkor til en udendørs julekoncert på Nørretorv.

– Julearrangementerne skaber en større helhedsoplevelse, når man er ude for at købe sine julegaver. Samtidigt ligger der jo flere museer, gallerier og Lido Biografen i samme område. På den måde får man en samlet oplevelse af liv og underholdning, når man bevæger sig ned i byen, siger Marianne Jeppesen.

50/50 af kommercielle og specialbutikker

Og netop den samlede oplevelse af liv og underholdning indgår i motivationen for prisen som landets bedste handelsby. ICP og Detail Forum skriver blandt andet:

”Byen er karakteriseret ved et velfungerende gågadesystem med et både bredt og dybt udvalg af attraktive butikker og andre kundeorienterede funktioner iscenesat af fine gadebelægninger, moderne by inventar og en hel del kunst.”

– Jeg er rigtig glad for, at vi har de her kommercielle butikker, som folk kender fra andre byer såsom H&M, Sport24 og Eventyrsport. Samtidigt har vi også butikker som Bruun&Bruun og Helle M., som står mere alene, og som har et udvalg, der i den grad er mere håndplukket, fordi indehaverne er ude at vælge varerne, siger Marianne Jeppsen og fortsætter:

– Vi har en fantastisk butik, der hedder Danmark og Norden, hvor Annette, indehaveren, har en stor passion for dansk og nordisk design. Hun sælger kun udvalgte ting, der er produceret i Danmark og Norden.

Kundernes ansvar, at butikkerne bliver

Da Vejle vandt prisen for landets bedste handelsby, lagde juryen vægt på, at Vejle bys butiksliv vil kunne modstå den øgede internethandel i årene fremover.

Overordnet set er Marianne Jeppesen fortaler for, at vi køber vores julegaver i de fysiske butikker – for udover, at du får den gode service og julehyggen i gågaden, har det også noget at gøre med ansvarlighed.

– Man er nødt til at gribe i egen barm og sige; jamen hvis jeg som borger sætter pris på, at der er fysiske butikker, så er jeg også nødt til at handle i dem. For er der overhovedet nogen, der kan forestille sig en by uden butikker inde i midten? Det er der nok ikke, siger Marianne Jeppesen.

For et overblik over Vejles butikker her.