10. september 2018
Af: Freja Fredsted Dumont

24 timer i Vejle: Det skal du nå!

I sommerferien tog Mille Emilie, hendes mand Lasse og deres lille datter Frida på ”Tour De Danmark”. Første stop blev smukke Vejle, hvor den stod på sightseeing, lækker mad og besøg i Givskud Zoo.

Om bloggen Sonomaseven.dk

Københavneren Mille Emilie er boligstylist, mor og kone. Bloggen Sonoma Seven er en personlig blog, som er en æstetisk afspejling af Mille Emilies liv, og de ting, hun omgiver sig i og med.

På bloggen beretter Mille Emilie om alt lige fra boligindretning, kreative og farverige indslag til børneværelset, små som større gør-det-selv projekter, storbyliv og rejseguides.

Familiens Vejle-eventyr startede i det hyggelige latinerkvarter, hvor de mange paraplyer pryder Midtpunktet. Nørretorv bliver hver sommer forvandlet til en stor sandkasse – næsten som en stor strand – med springvand og små bassiner, hvor ungerne kan lege i.

– Jeg siger dig, det var fedt! En stor legeplads midt på Nørretorv blandt caféer, restauranter og butikker, og Frida havde en fest i både sand og vand, siger Mille Emilie.

Turen gik videre fra Nørretorv til Vejles havnefront, hvor den fantastiske bygning Fjordenhus ligger. Efter arkitektur i verdensklasse stod den på mad i – næsten – samme liga, nemlig Remouladen på lystbådehavnen.

– Det hele smagte fuldstændig vidunderligt, og jeg tør næsten godt sige, at den rødspættefilet er en af de bedste rødspætter, jeg længe har smagt, siger Mille Emilie.

Anden dag startede med brunch på 1401 – et koncept, hvor man krydser de ting af, som man har lyst til. Med fyldte maver afsluttede den lille familie deres døgn i Vejle med en tur til Givskud Zoo.

– Vi kørte igennem parken i egen bil, og det var altså lidt skægt at opleve, hvordan dyrene kom helt tæt på og sagde “hej” gennem ruden og kiggede nysgerrigt på os.

Læs den fulde guide til Vejle på 24 timer på Mille Emilies blog her.

OG sidst men ikke mindst! Se Mille Emilies fantastisk smukke video fra deres Vejle-tur her.