05. august 2019
Af: Anne Lottrup

Danmarks cykelby har nu endnu mere at byde på

Vejle er en attraktiv cykeldestination, og nu gør et nyt tiltag det endnu nemmere for både lokale og turister at tage cyklen, når byen og dens opland skal udforskes og opleves. 27 Bike Friends er klar til at lette vejen for cyklisterne.

Grejsdalsløbet, DM i landevejscykling, Post Danmark Rundt, stejle bakker, hårnålesving, naturskønne stier og gode overnatningsmuligheder til både tobenede og tohjulede. Det er ikke tilfældigt, at Tour de France har valgt netop Vejle som tourens tredje startby, et valg, der for alvor er med til at fastslå byens position som et centrum for cykelturismen.

Bike Friends byder cyklister velkommen

Vejles cykelterræn har længe lagt asfalt, grus og skovbund til besøgende både professionelle og amatørcyklister. I samarbejde med lokale aktører er det VisitVejle, der står bag tiltaget Bike Friends, der skal gøre helhedsoplevelsen for cyklister i Vejle endnu bedre.

“Der har været en fantastisk god opbakning omkring Bike Friends, og det glæder mig, at vi i hele Vejle kommune kan tilbyde et godt cykelværtskab. Det er ingen hemmelighed, at vi satser benhårdt på cyklisme, og med Bike Friends konceptet bakker vi op om den indsats og understreger, at vi vil det her på tværs af destinationen,” fortæller Kristina Klingenberg Friedrichsen, der er cykelturismekoordinator hos VisitVejle.

“Vi har et helt unikt cykelterræn, der tiltrækker både racercyklister, turcyklister og mountainbikere. Med Bike Friends gør vi det endnu lettere at snuppe den to-hjulede.”

Pump, lap og tank op

De 27 lokale virksomheder, der har valgt at blive Bike Friends, sørger for at have lappegrej og pumpe klar til de cyklister, der lægger vejen forbi dem. Helt konkret siger cykelvennerne ja til at være behjælpelige med:

  • Lappegrej
  • Cykelpumpe
  • Optankning – i form at drikkevand
  • Cykelkort
  • Adgang til toilet – eller henvisning til nærmeste

Café Sejd er blandt de første 27 Bike Friends, og det krævede ikke mange overvejelser.

“Der kommer bare mange cyklister forbi, både cykelturister og motionister. Vi lod dem i forvejen komme bag baren for at fylde vandflaskerne, og nu kan vi hjælpe til på endnu flere områder,” fortæller den ene af caféens to ejere Bjarne Taudal.

Fortrudt har de heller ikke hos den mytologiske café med udsigt til Kongernes Jelling. I løbet af sommeren har de første gæster haft glæde af pumpe og lappegrej. Når feltet til Tour de France i 2021 kører igennem Jelling, kan I også godt regne med, at Café Sejd har noget i ærmet.

Stor opbakning

Bike Friends-konceptet er blevet godt modtaget i Vejle og omegn. I skrivende stund er 27 virksomheder gået ind i projektet, men listen vokser i takt med, at flere fra erhvervslivet bliver godkendte Bike Friends.

“Vi har at gøre med nogle meget engagerede aktører, både private og offentlige, og det samarbejde og netværk skaber et solidt fundament for at kunne blive ved med at udvikle indsatser, der understøtter visionen om at blive Danmarks bedste cykelkommune,” bemærker Kristina Klingenberg Friedrichsen.