11. april 2018
Af: Carsten Johansen

De 3 smukkeste bygninger i Vejle – og én ekstra du ikke må overse

Vejles arkitektur er præget af fortiden som industriby – og af den velstand, det førte med sig. Men arkitektur-udflugten har især fokus på det allernyeste byggeri. Og så skal I huske at kigge opad.

Havnefronten med Bølgen og Fjordenhus

Nyest og mest ”flashy” er Vejles Havnefront med den eksklusive bolig-karré Bølgen og kunstværk/kontorbygningen Fjordenhus – tegnet af hhv. Henning Larsen og islandske Olafur Eliasson.

Måske husker du fra din barndom det store slagteri, som dominerede havnen med ucharmerende industribygninger? I dag er den tilbageværende industri fortrængt til et lukket afsnit i havnens sydlige ende, mens resten af havnefronten domineres af arkitektoniske perler, lystbådehavn og promenade-fortov.

Comwell Kellers Park

Kellers Park blev bygget i slutningen af 1800-tallet som behandlingshjem for udviklingshæmmede, og der går nogle temmelig uhyggelige historier om, hvordan ”Åndssvageforsorgen” behandlede beboerne, indtil dette formål blev nedlagt i 1980.

Fra 2002 blev bygningernes skønhed genopdaget – som udviklet af professor Vilhelm Klein med inspiration i fransk renæssance – og en omfattende restaurering af hele området gav Comwell mulighed for at lancere et spa-hotel, som i sig selv er et udflugtsmål til en hyggelig spadseretur. Især i godt vejr.

De fem søstre

Når arkitekturstuderende valfarter til Vejle, hænger det også sammen med etageboligerne De Fem Søstre, som med deres placering mellem Vejle Å og midtbyen har en perfekt beliggenhed, samtidig med at de – især efter solnedgang – er synlige fra det meste af byen.

De Fem Søstre er et eksempel på visionær og vedholdende byplanlægning. Det tog 25 år, fra Vejle kommune begyndte at opkøbe grunde i det nedslidte erhvervsområde, til de prisbelønnede, 30 meter høje Arkitema-bygninger stod klar som et nyt vartegn for Vejles Mikropol-område.

– og Vejle Vindmølle helt oppe på toppen af bakken

Vejlenserne elsker deres vindmølle, som vogter over byen fra de sydlige bakkedrag. Og den er bestemt en udflugt værd, siden den blev genåbnet i 2014 efter en tiltrængt restaurering.

Møllen er åben for gæster, og du skal ikke snyde dig selv for en tur indenfor. Men den virkelige oplevelse foregår udenfor; dels med den betagende udsigt over Vejle fjord og by mod øst, Grejsdalen mod nord samt ådalen og Haraldskær imod vest. Og når du træder et par skridt tilbage: Møllen selv, som er bakkedragets sande kultur-kunstværk.

Få overblikket over de smukkeste bygninger i Vejle på Arkitekturguide Vejle.