27. marts 2018
Af: Carsten Johansen

Derfor går tiden med dobbelt fart i Økolariet

Økolariet er sikker kandidat på huskelisten, når børnefamilier besøger Vejle. Men husk at afsætte ekstra tid, for ofte vil børnene ikke hjem fra jeres besøg i det unikke science- og oplevelsescenter.

Børn og voksne er enige, når de forlader Vejles originale oplevelsescenter Økolariet, som er fyldt til randen med både ny viden og masser af sjov leg: Gid vi havde haft lidt ekstra tid.

Der er tre grunde til, at I skal sørge for at booke ekstra tid i feriekalenderen, når i besøger Økolariet: Det er sjovt, det er interessant – og I kan selv være aktive i udstillingerne:

Sjovt

Tiden går hurtigere, når man har det sjovt. Og man har det sjovere, når man er MED end når man KIGGER PÅ. I Økolariet går du rundt midt i udstillingerne. Du kan spille spil og besvare quizzer. Du sænker paraderne og glemmer helt, at formålet er at lære dig noget.

Interessant

Egentlig skulle vi bare kigge lidt på udstillingerne. Men det var alligevel utroligt … ser en kloak sådan ud indeni og bruger vi virkelig så meget vand … og er det levende rotter, som løber der?

En hel masse ting, du ikke vidste, at du gerne ville vide bare lidt mere om.

Aktivitet

Vi er moderne mennesker, både voksne og børn. Vi er ikke tilskuere, vi interagerer.

Økolariets udstillinger lægger op til leg og til at gå på opdagelse efter nye overraskelser. Et museum hvor man kan løbe, kravle, råbe. Næsten som en legeplads.