09. juni 2020
Af: Maria S. Sommer

Det gode danske landkøkken med et kosmopolitisk strejf

I den kommende tid vil vi sætte fokus på den gode historie under Corona-krisen. Denne gang vender vi blikket mod SEJD Café & Boutique.

 

I Jelling ligger SEJD Café & Boutique, hvor du kan nyde moderne, narrativ og mytologisk inspireret vikingemad.

Cafeen er bygget op om den norrøne gudeverden, hvor du kan møde sejdmænd, valkyrier og jætter forklædt som kaffe, tapas, is og lune retter.

Derfor er et besøg hos SEJD et absolut must, når du oplever UNESCO verdensarven Kongernes Jelling og det dertilhørende interaktive museum, runesten, gravhøje og meget mere.

 

Vi skal vise, at vi kan noget andet

Vi har sat sejdmanden, Bjarne Taudal, stævne en mandag morgen for at høre om nogle af hans tiltag under Covid-19 lockdown perioden. Bjarne er med sit grå skæg og sin varme personlighed den perfekte vært i en vikingeinspireret café, og vi bliver budt velkommen med tilbud om varm hjemmelavet saft, guddommelig kaffe og speciallavet SEJD te.

”Covid-19 har ramt SEJD Café & Boutique hårdt, men det har været vigtigt at skabe noget nyt – at flytte sig fremad. Vi var first movers indenfor Take Away i lokalområdet, da vi allerede fredag d. 13. marts åbnede op for dette tilbud,” fortæller Bjarne.

Faktisk har det altid været muligt at få Take Away i SEJD Café & Boutique, men i Covid-19 lockdown perioden har det været meget mere eksplicit. ”Der er ikke noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. Det har været nødvendigt at vise, at vi kan noget mere, at vi ikke blot er en frokostcafé, men også kan levere varme aftenretter til de lokale,” fortsætter Bjarne.

Han beretter, at der er blevet sat ekstra fokus på gode råvarer og udviklingen af nye produkter. De seneste måneder har således dannet grundlag for en række nye tiltag. ”Det er vigtigt at kunne arbejde uden for sin comfort zone, være omstillingsparat og turde gøre noget nyt”.

Øl fra Café Sejd

Øl fra Café Sejd

Alt er hjemmelavet eller lokalproduceret

SEJD Café & Boutique er en hyggelig lille café og butik, som foruden mad, bl.a. også sælger lokale kvalitetsprodukter. På hylderne ses gourmet gin, håndlavede sæber og hudplejeprodukter samt keramik. Og på hylderne står også udvalgte teer, håndbrygget øl fra Jelling Bryghus og Bøgedal Bryghus side om side med Bjarnes mange glas med bl.a. fermenteret kål og fermenteret te.

”Jeg har kombucha (fermenteret te, red.) til fermentering. Den er lavet på ren Hibiscus, og så er jeg også i gang med at lave surkål, ligesom jeg eksperimenterer med at sylte forskellige grøntsager. Alt bliver anvendt til vores serveringer,” siger Bjarne og smiler sit passionerede smil.

”Og så har jeg mange liter hjemmelavet mjødis under vores eget label FIMBUL IS (Fimbulvinteren er en mytologisk isvinter, red.), som jeg får kørt på Vanilla Konditoris ismaskine i Vejle. Jeg arbejder med narrativ madlavning, det er SEJDs identitet, og den fortsætter vi med og udvikler videre på”.

Det er da også Bjarnes virkelyst, nysgerrighed og appetit på madlavning og udvikling, som har blomstret under Covid-19 lockdown.

Fimbul is fra Café SEJD

Fimbul is fra Café SEJD

 

Virtuelle madlavningskurser og sociale medier

Da hele verden lukkede ned, og blev omsat til en digital virkelighed sprang Bjarne med på beatet. I samarbejde med Culinary Institute by Vejle Erhverv og SpotOnStudios lancerede han en række virtuelle madlavningskurser, hvor du f.eks. kan lære at lave lækre mayonnaiser, såsom SEJDs mageløse estragonmayonnaise, at sylte og så ligger der en film om en vegetarisk postej.

”Krisen var en brændende platform, noget skulle gøres, og så besluttede jeg mig for at lave virtuelle madlavningskurser. De er hurtige og nemme, og alle kan være med,” fortsætter han.

”Filmene er frit tilgængelige på Facebook, og hvis dem, der bruger dem, synes de er noget værd, kan de donere et beløb til os. I starten fik vi meget støtte via donationer, men nu er det desværre noget op ad bakke,” fortæller Bjarne.

”Til gengæld, er jeg blevet opmærksom på, hvor ekstremt vigtigt det er at være aktiv på sociale medier såsom Facebook. Før Covid-19 lockdown havde jeg måske et opslag om ugen, nu har jeg vel et opsalg ca. hver anden dag. Det har givet bonus. Vores Facebookside har fået mange flere følgere, og nogle af mine opslag er nået ud til flere tusinde mennesker, så det vil jeg fortsætte med”.

 

Rettidig omhu uden at vide det

Bjarne fortæller, at de nye retningslinjer for en tid vil betyde færre pladser i caféen, men efter genåbningen d. 19. maj, har han budt nye som gamle gæster velkommen i caféen.

”Jeg er så glad for at have gæsterne tilbage i caféen, og vi har taget alle forholdsregler. Spil, bøger og blade er lagt væk, og vi rengøre endnu mere end vi gjorde før. Tilfældigvis fik vi installeret automatiserede hygiejniske sæbe-, håndsprit- og papirdispensere på toiletterne to uger før Covid-19 skabte lockdown. Vi havde rettidig omhu uden at vide det,” smiler han.

Bjarne beretter, at alle dispensere og skraldespande m.m. er dækket med bakteriedræbende sølv ioner, så faciliteterne kan nærmest ikke være mere antibakterielle.

”Kom bare og besøg os i SEJD Café & Boutique – her er rent, sikkert og hyggeligt, og så er maden det gode danske landkøkken med et kosmopolitisk strejf,” slutter han smilende af og slår bredt ud med armene.

 

 

Du kan finde madlavningsfilmene på Facebook.

 

Blogindlægget er skrevet og udgivet som et led i VisitVejles fokus på gode historier under Corona.