10. oktober 2018
Af: Freja Fredsted Dumont

Dystopia lever 100% op til forventningerne

Infoboks

For femte år i træk åbnes dørene til fabrikken på Mørkedalsvej, som atter er fyldt med horror, zombier, monstre og vandsirede skabninger. Stedet er blevet forvandlet til et skrækindjagende Haunted House, hvor du vil opleve en mørk side af teknologiens verden – og muligvis en ny side af dig selv, når dine værste mareridt pludselig bliver til virkelighed.

Dystopia Haunted House er en horror-labyrint bestående af 50 skræmmende og forstyrrende rum, som du går (læs: bliver jagtet) igennem. Det er en interaktiv oplevelse, hvor du bliver inddraget i fortællingen, imens du fysisk interagerer med de gyselige skabninger og det ekstremt autentiske miljø, som er revet ud af en gyserfilm.

Oktober er lig med Halloween, gys og gru – men i år havde jeg lyst til at tage ”uhyggen” til et lidt andet niveau end det sædvanlige (beskedne) græskar foran min hoveddør. Jeg drog derfor en mørk lørdag aften mod den gamle, nedlagte fiskefabrik i Vejle – som strategisk er placeret ”in the middle of nowhere” i en mørk skov, hvor ingen kan høre skrigene …

Brug lige to sekunder på at overveje, hvad dit værste mareridt er. Er det den dansende, børnespisende klovn, Pennywise fra IT, eller er det gyserfilmshistoriens mest gruopvækkende – og siden ikoniske – psykopat fra ’Motorsavsmassakren’?

Prøv derefter at mixe dine forskellige mareridtsscenarier sammen (og læg lidt til), og begiv dig derefter ud i mørket – vel vidende, at du kommer til at stå ansigt til ansigt med nogle af de mest gruopvækkende karakterer, man overhovedet kan forestille sig.

En lørdag i gyserens tegn – med mig selv i hovedrollen?

Det begyndte allerede at løbe mig koldt ned ad ryggen, da vi kom kørende ned af den smalle vej, der fører til fabrikken. Vi blev stoppet af en autoritær mand i hvid dragt med gasmaske på. Han gjorde tegn til, at min veninde skulle stoppe bilen og rulle vinduet ned, mens han beordrede os til at vise vores billetter og lyste med en kraftig lommelygte ind gennem ruderne.

Vi blev guidet videre ud i skovens mørke og måtte pludselig klodse bremsen for ikke at hamre ind i en forulykket bil. Vi smøg os udenom, og opdagede til alles overraskelse et ”lig” i vejkanten, som vi faktisk var lige ved at køre over. Så var vi ligesom i gang.

Det er jo bare en ”leg” – eller hvad?

Mine håndflader var våde, og jeg var faktisk virkelig nervøs, da jeg skulle træde ind i Dystopia Haunted House – selvom jeg jo udemærket ved, at det bare er en leg med en masse virkelig godt sminkede statister – som sikkert griner bag ved det horrible ydre.

Men jeg glemte åbenbart min realitetssans, så snart jeg trådte ind ad døren til den gamle fabrik – for jeg blev oprigtigt rædselsslagen, da jeg gik ind i labyrinten, hvor en galning ud af det blå begyndte at jage os rundt med en motorsav. Det var som om instinkterne satte ind, og alt jeg tænkte var ’flygt’.

Og jeg er åbenbart ikke alene om at have et instinktivt behov for at flygte – for lige præcis ved denne ”forlystelse”, siger flere deltagere helt stop og vil ikke gå videre.

– Vi vil gerne lave oplevelsen lige til grænsen og skabe en virkelig fed åbning, der får skubbet folk i gang fra start. I går hev vi ti personer ud, der ikke ville mere efter labyrinten. Der er normalt cirka 5-10 procent på en aften, der giver op. Der var sågar en, der sidste år blev hentet med 112, fordi hun pludselig faldt sammen og var i en form for choktilstand, siger Per Stærk, som både er markedsføringsansvarlig og dramaturg på årets fortælling.

Forskningsbaseret, underholdende rædsel

Når det nu er så skræmmende en oplevelse, hvorfor bruger vi så vores hårdt tjente penge og højhellige weekend på at blive skræmt fra vid og sans? For mit eget vedkommende er det fordi, at ’rushet’ er sjovt. Og så snart man er ude af det specifikke moment, hvor man bliver jagtet af en mand med en motorsav, er det jo ikke længere uhyggeligt. For faren er overstået – lige indtil næste hjørne vi skulle runde.

Men hvorfor opsøger vi noget, der stimulerer negative følelser og gør os bange?

– Lige præcis det spørgsmål har jeg arbejdet meget med i min forskning. Og det er faktisk fordi, at folk godt kan lide det. Hvis ikke de kunne det, så gjorde de det jo ikke. Spørgsmålet er så, hvorfor de får fornøjelse ved frygt, angst og væmmelse? Jeg tror, det handler om, at det er en kontrolleret leg med negative følelser, og det er noget, vi mennesker godt kan lide, siger horrorforsker Mathias Clasen der samarbejder med Dystopia Entertainment og fortsætter:

– Man ser faktisk også andre dyrearter, især dyreunger, der godt kan lide at lege lidt med frygten og lege lidt risikable lege samt udfordre deres egne grænser. I sidste ende handler det om vores biologi og natur – vi kan som art godt lide at opsøge situationer, hvor vi kan flirte lidt med faren – uden at vi kommer rigtigt til skade.

Tør du udfordre dig selv med det ekstreme?

Jeg kæmpede mig igennem alle 50 rum – men var det ikke for min veninde og hendes kæreste, så tror jeg ærligt talt ikke, at jeg havde gennemført min dans med zombiebruden eller mødet med det gale cirkus.

Mathias Clasen forklarer, at forskning har vist, at det at være sammen med nogle, når man oplever en følelsesmæssigt intens oplevelse, kan forstærke relationen.

Men der findes altså også de ekstreme adrenalinsøgere – dem som går efter en oplevelse, der er så skræmmende, at det er de færreste, der kan være med. Her får du ikke lov til at gå hånd i hånd med din kæreste eller gode veninde.

– Vi kalder os Danmarks mest skræmmende Haunted House, og det mener vi også, at vi er. Derfor skal vi selvfølgelig også have en ”Extreme Version”, hvor man kommer ind i grupper af to – men går meget af ruten alene, og hvor størstedelen af turen foregår i komplet mørke, siger Per Stærk.

Deltagerne underskriver en kontrakt, hvor der står, at Dystopia Entertainment Haunted House ikke hæfter for fysiske og psykiske skader undervejs på “Extreme-turen” –  og at du derudover ikke kan genbruge dit tøj efter besøget på grund af væsker, og den måde skuespillerne håndterer dit tøj på.

– Vi presser den til grænsen ved ”Extreme udgaven”. Det er for de hardcore fans, der vil prøve det vildeste. Vi hæver barren for, hvad vi kan tillade os. Vi har ikke prøvet det før, så jeg glæder mig rigtig meget til at se folks reaktioner på det!