17. maj 2019
Af: Anne Lottrup

En whiskydrøm gik i opfyldelse

Lige syd for Give, i den lille by Farre, ligger et af Danmarks mindste whiskydestillerier. I 1475 hed byen Fary. Nu hedder whiskyen det. Fary Lochan er et topmoderne og charmerende destilleri i skovkanten ved den lille sø, der har inspireret til Lochan i navnet.

Familiedrømme i Farre

Anne, Morten, Tine og Thomas driver det unikke destilleri i Farre, men familiens første whiskyentusiast var deres mand og far Jens-Erik Jørgensen. Da den tidligere direktør i SKAT fortalte, at han drømte om sit eget whiskydestilleri, mødte han opbakning hos familien.

Fire år efter springet fra offentlig ledelse til iværksætter – den 29. september 2013 – kunne han fejre frigivelsen af sin første whisky.

“Det var en stor festdag og noget ganske særligt,” fortæller Morten Jørgensen. “De lokale bakkede op om frigivelsen, og det samme gjorde flere politikere og en for whiskynørder sand Hall of Fame’er. Jens-Erik Jørgensens ven og mentor Ian Miller, destillerimanageren fra Glenfiddich, havde hjulpet med råd og vejledning, da Fary Lochan fandt fodfæste. Netop Glenfiddichs bløde og runde smag var en inspirationskilde for Jens-Erik.

Whiskypioneren mindes med ny auktion

Desværre nåede Jens-Erik ikke mange år som destilleriejer, men han nåede at sætte sit præg på byen. Ikke blot som whiskypioner, men også som et destilleri, der favner sit lokalområde. Allerførste flaske – nummer 000 – blev solgt på auktion til 10.000 kroner, der gik til at renovere legepladsen i Farre.

Nu, 7 år efter, gentager Fary Lochan auktionen. Endnu en flaske fra første batch bliver solgt på auktion. Denne gang går pengene til Kræftens Bekæmpelse til ære for destilleriets grundlægger og stifter.

Passionen for whisky fortsætter

Heldigvis er der ingen mangel på ildsjæle hos familien, der alle står sammen om at drive Fary Lochan. Jens-Eriks kone og børnenes mor Anne er indehaver og direktør, mens sønnen Morten fungerer som administrerende direktør. Datteren Tine er salgschef og sønnen Thomas er formand for bestyrelsen.

I hjertet af Jylland har forholdene meget til fælles med de skotske heder. Det er et solidt grundlag for at destillere god whisky, men det kræver mere end optimale omgivelser at opnå det højeste kvalitetsniveau. Hos Fary Lochan er der tænkt over hver en detalje i den håndlavede produktion.

Fx ryger de som det eneste whiskydestilleri i verden malten over brændenælder, ikke over tørv.

“Min farmor røg sin rygeost over brændenælder,” fortæller Morten. Sådan fik hans far idéen til at gå i en anden retning end den traditionelle tørverygning. Brændenælderne finder familien i den omkringliggende skov.

Malten ryges over brændenælder fra den lokale skov

Destilleri med krop og sjæl

Fary Lochans butik kan man altid besøge, men hvis gæsterne vil skridtet tættere på destilleriets hjerte, bliver der også arrangeret rundvisninger. Her får man lov til at gå i whiskyens fodspor gennem destilleringsprocessen fra bygning til bygning – både udendørs og ad de underjordiske gange, der forbinder destilleriet.

Der er ingen tvivl om, hvad der er destilleriets hjerte. Den store ”pot still” fra Forsyths er hårdtarbejdende og radierer varme. Da Morten åbner døren, er det som at træde ind i en mur af varm luft.

Whiskytønderne lagres i kælderen

Starten på en familietradition

Flere steder bliver whiskytønderne lagret. Der er for mange til at et enkelt kælderrum rækker til. Tønderne ligner umiddelbart hinanden udefra, men påvirker smagen vidt forskelligt.

På tønderne fra første batch står navnene på dem, der var til den store frigivelsesdag i 2013. Jens-Erik Jørgensen, Ian Miller, Arne Sigtenbjerggaard og så videre. Navnet “Pelle” skiller sig med lidt kluntede og barnlige bogstaver ud fra de andre.

Pelle er Mortens nevø og giver anledning til en snak om Fary Lochans fremtid. Han er endnu ikke gammel nok til whisky, så om passionen er gået i arv til den nyeste generation, er det for tidligt at sige. Virksomheden forbliver forhåbentligt i familien mange generationer endnu.