29. april 2019

Et tohjulet vikingetogt langs Hærvejen

“Meget natur og endnu mere historie. Alle der cykler af Hærvejen, bør stoppe i Jelling.” Sådan starter Anja Sohrmanns artikel i Sächsische Zeitungs rejsespecial. Anja har haft sin søn og deres cykler med på en tur fra Nordtyskland gennem Jellings vikingehistorie og helt til Viborg.

Hærvejen, eller “Ochsenweg,” som den hedder på tysk, strækker sig 500 kilometer gennem Jylland af variede vandre- og cykelruter. Længe før E45 blev anlagt, var Hærvejen Jyllands hovedvej. Den blev aldrig anlagt, den opstod bare. Folk og fæ brugte ruten, blandt andet til det formål, der gav den det tyske navn “Oksevejen”. I det 16. århundrede blev op mod 50.000 kvæg drevet til de største husdyrsmarkeder i Wedel, Itzehoe og Hamburg.

Fra turen til Jelling nævner Anja Sohrmann den smukke Fårup Sø, der glimter i sollyset – og der falder også en kæk bemærkning om, at Danmark bestemt ikke er så flad, som folk påstår. Her er gode cykelforudsætninger – også selvom man til tider må forestille sig, at der venter en prikket trøje på toppen.

Der lyder heller ingen tvivl fra Sohrmann. Destinationen var turen værd. Særligt påpeger hun sin 10-årige søns entusiasme over de interaktive muligheder, da de besøgte museet Kongernes Jelling. Her bliver kulturarv ikke kun holdt i live, men levendegjort over for gæsterne. Som Anja Sohrmann beskriver det, udviklede selv hendes søn pludselig en stor interesse for historie.

Prikken over i’et er museets tagterasse, hvor Anja får overblik over nutidens Jelling og indsigt i datiden. Gennem en kikkert kan hun se, hvordan Jelling så ud for 1000 år siden.

Da solen går ned efter en hel dag i selskab med Gorm “der Alte”, om Harald “Blauzahn” og Svend “Gabelbart”, er det tid til aftensmad hos ByensCafé.