08. oktober 2019
Af: Kristine Buske

Fem fede aktiviteter i efterårsferien

Efteråret er kommet til Vejle og ferien byder på en lang række sjove og spændende aktiviteter for hele familien. Vi har samlet et udvalg til alle aldre, så I kan gå på opdagelse hele ugen – og flere af aktiviteterne koster ikke en krone.

1. Hvem er den bedste viking?

I Kongernes Jelling kan du tage en tur tilbage til vikingetiden. I monumentområdet er der i efterårsferien rundvisning for store som små og en konkurrence, hvor hele familien kan dyste i vikingegudernes styrkeprøver. I kan også prøve aktiviteter som tegneværksted, mjødsmagning og skattejagt med metaldetektor og UV-lygte. Find alle aktiviteterne her:

2. Gå på efterårsopdagelse i Økolariet

I Økolariet er det for alvor blevet efterår, og der er dømt hygge for hele familien. Efterårets æbler, svampe og dyr skjuler sig i Økolariets udstillinger. Gå på jagt, og svar på de spørgsmål, de gemmer på og se, hvem der først løser efterårsquizzen. Der er også tegnekonkurrence med efterårstema, et kreahjørne, hvor I kan upcycle syltetøjsglas til smukke lanterner og mulighed for at hænge ud i Økolaritets LEGOlounge med byggeøer, sækkestole og lego i seje genbrugsbildæk.

Vil I rigtig opleve efteråret, kan I tage på gratis tur i Dyrehaven med Økolariets naturvejleder og se kampene der udspiller sig mellem de brunstige hjorne, når de kæmper om retten til at pare sig med en hun. Se alle Økolariets efterårsaktiviteter på www.okolariet.dk

3. Uhyggen kommer til Vejle

I uge 42 kommer halloween til Vejle, hvor der er hyggelige, uhyggelige aktiviteter for børn og barnlige sjæle. Du kan udskære flotte græskarlanterner, lave din egen halloweenmaske eller kreere flot halloweenpynt til stuen.

Er der en skattejager i dig, kan du deltage i Halloween GO, som leder dig rundt i syv af City Vejles medlemsbutikker, hvor du kan løse opgaver, finde trofæer og få chancen for at vinde fede præmier. Aktiviteterne foregår i Halloweenteltet på Nørretorv mandag til torsdag fra klokken 11 til 15. Læs mere på cityvejle.dk.

4. Sanseudstilling, arkæologisk quizbattle og jernalderhåndværk

Skal børnene have et kulturelt og historisk indspark, har Vejle-museerne sammensat et spændende program til at udfylde børnenes fridage i efteråret. I kan være med til at fejre åbningen af den sanselige kunstudstilling Alkymistens Laboratorium på Kunstmuseet lørdag den 2. oktober. Der vil være festlig koncert af Katrine Bille med band fra DR Ramasjangs Lille Nørd og mulighed for at blive klogere på farvernes magiske verden og spise magisk mad i laboratoriet.

På Kulturmuseet er der arkæologisk quiz-battle om skatte, skeletter og stolpehuller, mens de mindre børn kan finde guldmønter med metaldetektor i museets store gravekasse.

I Vingsted gør jernalderfolket klar til vintertid og byder på håndværk og hygge i Høvdingens Gård tirsdag og onsdag. Det er også muligt at fodre dyrene i de naturskønne omgivelser, snitte sin egen kniv, lave bånd i væveværkstedet eller prøve kræfter med jernalderens kogekunst. Læs nærmere på vejlemuseerne.dk.

5. Troldehistorier på Vejle Bibliotekerne

Trolde er bange for mennesker og gemmer sig, når vi nærmer os. Derfor har næsten ingen mennesker set en trold. Men det har Jim. Kom og hør ham fortælle, hvordan han boede sammen med troldene ude i Troldeskoven. Du kan også se Comedievognens teaterstykke om Alfons Åberg og hans distræte far, komme til familielæseklub med Nomerne eller lave dit eget superhelteooutfit til Kreatimen. Find andre sjove aktiviteter på Vejle Bibliotekerne her: