12. juli 2019
Af: Kristine Buske

Gør ferien til et madeventyr for både børn og voksne

Aktiviteter hvor maden er omdrejningspunktet giver anderledes ferieoplevelser. Bloggeren Louise Johansen kommer med råd til, hvordan du kan inddrage børn i det gastronomiske univers.

Ferie betyder masser af tid til oplevelser for hele familien. Forlystelsesparker og legepladser er sikre vindere til at underholde børnene, men hvorfor ikke prøve noget nyt i år og tage på opdagelse i det gastronomiske univers?

Louise Johansen er mor til Merle på 10 år og Neel på 8 år. Og så har hun bloggen Mor til Mernee, hvor hun fortæller om familiens liv, hverdag og rejser. Det næste stykke tid kommer besøg på forskellige madattraktioner rundt i Vejle og omegn også til at være en del af bloggen.

Louise er nemlig blevet ambassadør for VisitVejle og skal teste den nye Gastro Guide – men med udgangspunkt i madoplevelser for børn. Hun mener, at madeventyrer er en rigtig god måde at give nye indtryk til børn.

”I ferien skal der gerne være aktiviteter for alle. De fleste kender nok det med at være på restaurant og sige tak for mad efter ti minutter, fordi det bliver for kedeligt. Det er der ikke noget ved. Men hvis børnene bliver inddraget, ser hvor maden kommer fra, og du snakker med dem om, hvad der er på menukortet at vælge mellem, så bliver det pludselig fedt. Det giver en anderledes ferieoplevelse, som også er nem og billig – for børn handler det ikke om, hvilken ferie der er dyrest, men hvad der er sjovest,” siger Louise Johansen.

Engmark Is, jerseymælk

Iseventyr på Engmark

Første gastrobesøg, Louise og familien har været på, var hos Engmark is i Give. Isen er 100 % økologisk og håndstøbt og indeholder kun naturlige råvarer. Den er lavet på mælk fra jerseykøer, som går og græsser på store engarealer ved siden af gårdbutikken.

”Engmark tog os med storm. Vi skulle have været der en lille time og endte med at være der over tre timer. Vi fik lov at se de store nysgerrige dyr i staldene og på markerne, klappe og ae og se dem blive malket. Mine piger nød at kigge på dyrene og smage isen, som var meget anderledes end det, de kender. Det var virkeligt en oplevelse, og vi blev selvfølgelig nødt til at købe is med hjem til fryseren,” siger Louise Johansen.

Næste gastro-stop er Street Food Vejle, hvor familien skal rundt og besøge de forskellige madboder, og pigerne får lov til selv at udforske og vælge, hvad de vil smage.

Gå på madopdagelse i Vejle

”Har du selv fået lyst til at tage dine børn med på madoplevelser, vil jeg anbefale, at du prøver Gastro Guide – den gør det nemt at få et overblik over, hvad der er af muligheder som også er børnevenlige,” siger Louise Johansen og fortæller, at børnene skal have en hvis alder, hvis det skal blive en succes.

”For 3-4 år siden ville min den yngste ikke synes, det var sjovt at tage rundt og smage på mad. Det skal være store børn, hvis både børn og forældre skal have noget ud af oplevelsen. Mine piger siger ikke ad. De vil gerne smage og prøve noget nyt. Er børnene for små, mister de hurtigt tålmodigheden, og det er jo meningen, at det skal være sjovt for alle.”

Med VisitVejles nye Gastro Guide, kan du selv gå på opdagelse i det gastronomiske Vejle og omegn. Du kan også læse om Louise og familiens besøg på Engmark her.