29. november 2019
Af: Anne Lottrup

Mere fokus på cykelturisme på nyt visitvejle website

VisitVejle har netop lanceret en helt ny hjemmeside. Her er cykelturisme et af fokusområderne, så kommunen kan beholde sin plads forrest i feltet som cykelturisternes favorit.

Vejles position som en af Danmarks bedste cykelkommuner blev anerkendt, da Vejle blev udvalgt som tredje startby til Tour de France 2021. At Vejle i forvejen har meget at byde sine cyklister er ikke ensbetydende med, at byen ikke kan udvikle sig endnu mere på cykelfronten. På VisitVejles helt nye hjemmeside er der kommet endnu større fokus på Vejles unikke position på området og byens muligheder inden for cykelturisme.

Nemt at være cyklist i Vejle

Med den nye hjemmeside er det blevet endnu nemmere at kaste sig ud i Vejles cykelmuligheder. Helt oplagt er det at prøvekøre de hårde bakker, inden Vejle i 2021 lægger asfalt til starten på Tour de France. På den nye hjemmeside bliver der taget højde for cyklister uanset hvilken gren af sporten, de er faldet for.

”En af de helt store forandringer på den nye side er specialiseringen. Vi har tre universer til cykelturisterne; et til mountainbikerytteren, et til landevejsrytteren og et til turcyklisten,” fortæller Kristina Klingenberg Friedrichsen, der er cykelturismekoordinator hos VisitVejle og fortsætter:

”Det nye visuelle univers omfatter også videoer fra de mest spændende ruter og MTB-trails. Videoerne er også blevet taget godt imod på vores Facebookside. Det er et enormt engageret og socialt publikum, der tagger og deler med hinanden.”

70 % af hjemmesidens besøgende kommer fra deres mobil eller tablet. Brugervenligheden skal være i top – også når man står midt i Bindeballestiens naturskønne omgivelser med et fladt dæk og hurtigt skal finde nærmeste Bike Friend med en cykelpumpe.

Nu går det stærkt på visitvejle.dk

VisitVejles nye hjemmeside har fået et gevaldigt løft – både teknisk, indholdsmæssigt og designmæssigt.

”Siden benytter sig af de nyeste teknologier og er væsentlig hurtigere end sin forgænger. Brugeren får en god oplevelse i en rivende fart. Den nye hjemmeside er udviklet specielt til mobiltelefoner og tablets, hvor hovedparten af de besøgende kommer fra i dag, men vises naturligvis også stadig flot på en computer,” fortæller Lisbeth Thy, marketingkoordinator hos VisitVejle – og kvinden bag den nye hjemmeside.

Visitvejle.dk er indbegrebet af Vejles styrkepositioner

Der er også kommet meget mere indhold på den nye hjemmeside.

”Ud over den nye store satsning på cykelturisme har vi også fokus på en række andre indsatsområder, hvor Vejle står stærkt. Blandt andet gastroturisme, kunst og arkitektur, familieferie og naturoplevelser – og lige nu er der naturligvis fokus på alle juleaktiviteterne – blot for at nævne nogle få. Vi oplever et stærkt stigende antal besøgende på vores hjemmeside. Inden touren kommer til Vejle, regner jeg med, at vi har rundet en halv million antal besøgende på årsbasis,” siger Lisbeth Thy.