27. november 2019
Af: Thomas La Cour

Moderne gastronomi i historiske rammer

På Restaurant Børkop Vandmølle forenes romantikken og historien med store gastronomiske oplevelser. Nyd en brunch, frokost eller gourmetmenu med mølledam og landlig idyl lige uden for vinduerne.

Der har været mølleri ved Skærup å siden renæssancens spæde start i 1500-tallet. Vandmøllen ved Børkop nævnes første gang i 1546, da Peder Ebbesen Galt solgte byggeriet til Kongen. De følgende århundreder hørte den under Koldinghus Rytterdistrikt, og indtægterne fra maling af mel gik til underhold for Kongens soldater. De nuværende bygninger er dog opført omkring 1827, og de fungerede som kornmølle frem til 1956.

I dag drives selve møllen af en forening, og de store overfaldshjul kører stadig på udvalgte tidspunkter i sommerhalvåret, så der kan males økologisk mel på gammeldags manér.

Restaurant i stuehuset

I stuehuset finder du Restaurant Børkop Vandmølle, der siden 1984 har været forpagtet af det nærliggende Munkebjerg Hotel. De fire små, rustikke stuer en suite giver intimitet og ro for øjne og ører. Her er både plads til festivitas og lavmælte samtaler. Den enkle billedkunst på væggene og de rå plankegulve gør det let at koncentrere sig om det vigtigste: Selskabet, maden på tallerkenen og vinen i glasset.

Sæsonbestemt køkken

Menuen er sæsonbestemt, så de lokale råvarer kan komme i spil på de rette tidspunkter. Når de første hvide asparges titter op af den kalkrige muld, skal de naturligvis på tallerkenen, ligesom kokken selv går på jagt efter svampe og krydderurter, der er i sæson.

Køkkenet er baseret på det klassiske, franske køkken med løbende inspiration fra de nye tendenser.

Til frokost kan du vælge mellem to eller tre retter efter eget valg – eller frit valg mellem 10-15 klassiske frokostretter, som du kan sammensætte helt, som du vil. Her er både varme og kolde retter – og lidt til den søde tand.

Store vinoplevelser til fornuftige penge

Møllemenuen på aftenkortet fås i lille eller stor udgave – fra to til fem retter. Der er også mulighed for at vælge én, to eller tre retter fra kortet med fem forretter, fem hovedretter og fem desserter.

Vinkortet er bredt med vine fra hele verden i mange prisklasser, og restauranten kører med en fast avance på alle flasker, uanset vinens indkøbspris. Det gør det endnu mere attraktivt at vælge en større vinoplevelse til maden, og tjeneren hjælper gerne kyndigt med at få de bedste dråber til menuen inden for den ønskede prisramme.

Brunch med familien

Du kan også forkæle dig selv, og dem du holder af, med en brunch. Brunchplatten er lavet af friske råvarer, det hele er lavet fra bunden, og der er masser af frugt og grønt. Den kan nydes i restauranten, men hvis vejret er til det, kan en servering i gårdhaven med åens rislende lyd som lydtapet bestemt anbefales.

Restaurant Børkop Vandmølle er velegnet til både romantisk middag, forretningsfrokost og familiebrunch – ligesom køkkenet og rammerne gør stedet meget eftertragtet til bryllup og andre mærkedage.

Restaurant Børkop Vandmølle holder lukket på mandage.