15. juni 2019
Af: Anne Lottrup

Nyt cykelløb: Nyd naturen fra sadlen

I Vejle står en bestemt weekend i maj altid i cyklens tegn. Der var rift om pladserne og hurtigt udsolgt, da arrangørerne bag Danmarks hårdeste motionscykelløb åbnede for tilmeldingerne til et helt nyt løb.  I år var det ikke blot flere tusind landevejsryttere, der samledes fra nær og fjern. Dagen inden søndagens Grejsdalsløb, var det Gravel Grinders, der trådte hårdt i pedalerne i Vejles naturskønne omgivelser.

80% grus 20% asfalt

Gravel handler – som navnet antyder det – om grus. Grus, skovstier og i det hele taget alt det, der ikke er asfalt. Landevejen er ikke glemt. Fra den ene skov til det næste naturområde vil ryttere som regel køre på almindelig vej, men hoveddelen af løbet foregår på gravel.

Naturoplevelse

Arrangørerne af Grejsdalsløbet har oplevet, at flere og flere landevejsryttere søger mod gravel. Ikke nødvendigvis fordi, de udskifter landevejen – 30 % af rytterne fra lørdagens Gravelløb var klar igen søndag til Grejsdalsløbet.

“Der kommer en større interesse for gravel. Mange ryttere begynder at fokusere på naturoplevelsen.”

“Der kommer en større interesse for gravel. Mange ryttere begynder at fokusere på naturoplevelsen. For nogen er det mindre stressfuldt. De kører i mindre grupper og tit uden at gå op i tiden – selvom der selvfølgelig også er konkurrencemindede ryttere, der kører gravel,” fortæller Henrik Norup, formand for Grejsdalsløbets styregruppe.

Ruten er ren

Til Gravelløbet er der stort fokus på at passe på den natur, der bidrager til cykeloplevelsen. Affaldet finder vej til nærmeste skraldespand, og ender ikke langs ruten. Ruten selv er heller ikke afmærket med fysisk skiltning. Rytterne får ruten digitalt og følger deres cykelcomputer.

Vigtig feedback

I år var pladserne til Gravelløbet begrænsede. De 99 pladser blev hurtigt udsolgt, så meget tyder på, at der er kapacitet til et større felt næste år.

“I år var Gravelløbet et forsøg. Vi skal lige finde fodfæste her i opstartsfasen. Derfor er det også enormt vigtigt for os at lytte til den feedback, vi får fra deltagerne. Vi har sendt et spørgeskema ud til de 99 ryttere, og vi har fået positive tilbagemeldinger. Der er også plads til forbedringer!” forklarer Henrik Norup.

Udsigt til næste år

Ruten er en af de ting, der bliver forbedret til næste år. Den kræver en optimering – og måske også et alternativ. Flere af rytterne ønskede sig mulighed for at vælge en længere distance end de 100 km. Alt i alt gav 80 % af feltet 4 og 5 stjerner ud af 5.

Den interne evaluering er endnu ikke afsluttet, men Henrik Norup ser frem til næste års Gravelløb – måske endda med 3-400 deltagere.

Der er to ruter – én for turen ud, og en for turen hjem – i alt lige under 100 km. Download ruterne her:

https://www.gpsies.com/map.do?fileId=ytbafdbdtykwryjf

https://www.gpsies.com/map.do?fileId=zeenopccsxxxqntv