19. maj 2020
Af: Maria S. Sommer

På gæstens præmis

I den kommende tid vil vi sætte fokus på den gode historie under Corona-krisen. Denne gang vender vi blikket mod Anduma Vinbar.

 

I Grønnegade, en lille sidegade til Vejles gågade, finder du den hyggelige vinbar Anduma.

Anduma er kendt som byens feinschmecker vinbar, hvor udvalget rangerer fra klassiske bourgogner og rieslinger til særprægede producenter og naturvine i alle prislejer. Baren har, ligesom så mange andre, holdt lukket siden Corona skabte landsdækkende lockdown i marts.

Vi ankommer en grå og regnfyldt mandag for at tage en snak med vinbarens passionerede ejer, Troels Knudsen, i forbindelse med genåbningen d. 18. maj.

 

Sjovt at tænke nyt

Langs væggene og på gulvet står vinkasser stablet, og Troels er ved at klargøre vinbaren til genåbningen. ”Det var noget af en omvæltning at få revet forretningsgrundlaget væk fra den ene dag til den anden”, fortæller Troels, som dog hurtigt fik etableret en ’vin ud af huset’ kurérservice.

”Efter det indledende chok var det faktisk sjovt at skulle tænke nyt, og jeg blev inspireret af en vinbar i København, som begyndte at levere vine ud af huset”, fortsætter han. ”Jeg skabte en karantænekasse, som kunne leveres kvit og frit indenfor 20 km. og brugte af mit allerede gode vinlager”.

Anduma Vinbar, Grønnegade

Anduma Vinbar, Grønnegade

Dårlig købmand

Andumas ’vin ud af huset’ har været en sådan succes, at Troels fortsætter med at tilbyde den service. ”Bilen er fyldt med vin, som om lidt skal bringes ud til kunderne. Det er særligt stamgæsterne, der har bestilt, men der er også kommet nye til. Jeg fortsætter med vin ud af huset, da det er gået over al forventning. Hvis ikke jeg gjorde det, ville jeg være en dårlig købmand”, griner han.

Han har generelt mærket en stor opbakning fra lokalsamfundet, og særligt i starten mærkede han en solidaritet og støtte. Stamgæsterne bakkede op om Anduma, selvom baren var lukket, ved bl.a. at betale forud for vin og bestille vinkasser til hjemmelevering. ”Jeg sætter ekstrem stor pris på den flotte opbakning”, siger Troels. Det gode udvalg har vist sig nyttig under coronakrisen, hvor folk har nydt godt af karantænekasser med alskens liflig indhold.

Ost og charcuteri hos Anduma

Ost og charcuteri hos Anduma

Klem ballerne sammen

I denne uge åbner Anduma dørene op for gæster, nye som gamle, og selvom baren i forvejen er lille, bliver den nu endnu mere intim. ”Jeg skal tage mine forholdsregler, og med et kun 40 m2 lokale bliver der ikke plads til så mange gæster som før. Jeg satser dog på en god sommer med skøn udeservering midt på den hyggelige Grønnegade og med behørig afstand til nabobordene”, fortæller Troels.

Da vi spørger ham, om han ser frem til genåbningen smiler han bredt og fortæller, at han glæder sig til at tage imod sine kunder, og gense sine mange stamgæster. ”Jeg glæder mig til at komme i gang og se gamle som nye her på Anduma”.

Til slut påpeger Troels, at han ser lyst på fremtiden. ”Corona har i den grad påvist, hvor vigtig god service er, og jeg tror netop, at det er den gode service, som kommer til at betyde noget i fremtiden. At man behandler sine gæster godt er alfa og omega. Det skal være på gæstens præmis. Og så er det ellers med at klemme ballerne sammen, og se frem til lysere tider” slutter han.

 

Anduma Vinbar genåbner mandag d. 18. maj kl. 15

Åbningstider:
Onsdag kl. 15-21
Torsdag kl. 15-21
Fredag kl. 14-24
Lørdag kl. 12-24

Særlige åbningstider i forbindelse med genåbningen, kan ses på Facebook.

 

Blogindlægget er skrevet og udgivet som et led i VisitVejles fokus på gode historier under Corona.