28. juni 2018
Af: Freja Fredsted Dumont

Sejl med ud på Fjorden og slip fantasien løs

En sten i vandet. Et par papkasser på overfladen. Et flydende tæppe. Eller et synkende hus. Der er ingen grænser for den fantasi, der flyder på Vejle Fjord i forbindelse med Floating Art 2018.

Jeg ved ikke særlig meget om kunst. Jeg går ikke på gallerier og spiser pindemadder, imens jeg diskuterer lysindfald og det gyldne snit på malerierne. I forhold til arkitektur kan jeg da godt genkende en flot bygning, når jeg ser en – men jeg kan ikke remse diverse arkitekter og designere op, som eventuelt skulle stå bag.

Men denne her form for kunst, på Vejle Fjord, er ikke for en bestemt klasse eller type. Den er for alle. Og jeg synes, det sjove ved Floating Art værkerne er, at de alle har en forskellig betydning alt efter, hvis øjne der kigger.

Jeg måtte smile lidt for mig selv, da jeg sad i toget en morgen, og en lille dreng råbte, da vi passerede Vejle Fjord: ”Se mor! Der ligger et druknet hus i vandet” Morens øjne spilede sig op, og hun holdt hånden for munden. ”Ej, hvad mon der er sket,” sagde hun.

”Jeg tror, der har været en kæmpe storm. Eller måske en UFO, der har smidt det i vandet,” sagde drengen. Det er kun fantasien, der sætter grænser.

Rundfart på en gummibåd

Jeg kom ned til Stævnen ved Vejle havnefront og havde egentlig regnet med, at vi skulle sejles rundt til værkerne i en større båd. Men foran os lå en lille speedbåd. Med beskeden om, at det nok kom til at sprøjte. Så vi trak alle sammen i overalls og tog en orange redningsvest på.

Der sad jeg så i en lille gummibåd på Vejlefjord med en flok kunstnere, et par journalister samt museumsinspektøren i kunsthistorie og museumschefen på VejleMuseerne.

Ved siden af mig, på bådens kant, sad Rhoda. Hendes accent lød bekendt. Pludselig kunne jeg se Kronprinsesse Mary for mig, og det slog mig, at hun måtte være australier. Australier, kunstner og vaskeægte svampenørd.

Kærlighed til svampe

Sammen med sin makker, Mikkel, står de bag kunstkollektivet Studio ThinkingHand og det flydende kunstværk Mycelium Moon. Rhoda fortæller lidenskabeligt om det, hun kalder ”deres lille baby”. En kæmpe flydende svamp bestående af flere forskellige svampearter.

Makkerparret har de sidste par måneder arbejdet non stop på det svampede værk – og de fortæller, at det var med rystende hænder, de søsatte deres kæmpesvamp, som de har været verden rundt for at sammensætte.

Min første tanke var egentligt, at det var lidt ulækkert. Jeg mener – svampe?

Men så sagde Rhoda: ”Hvad sker der med os, hvis vi betragter naturen som væsener og skabninger i deres egen ret? Kan der være nye måder at tænke på lige om hjørnet?”

Og det kan der måske, hvis man vælger at se på svampene som noget levende. Som de jo egentlig er. I stedet for fremmede og ulækre?

Hemmeligheder pakket ind i pap

”Har der ikke altid været fem?” Rhoda kigger på havnefronten og hentyder til Bølgen, det skulpturelle monument og et vejlensisk vartegn. Museumschefen Ove Sørensen siger med et smil i stemmen, at det først er blevet til Bølgen efter de sidste to dele er bygget til – før var det skvulpet i gulvsæben.

Med på båden er også kunstneren Pia Skogberg. Hun står bag værket Papkasserne. Tre papkasser der flyder rundt tæt på kystlinjen. Spørgsmålet hænger i luften: Hvad mon de indeholder? Det er en hemmelighed. Men der er flere bud, da vi sidder i båden sammen. Nogle tror det en kæntret skibsfragt imens en anden foreslår, at der måske er et menneske i en af kasserne…

Da jeg spørger, hvorfor der lige præcis er tre papkasser i vandet, svarer Pia, at havde der været én, kunne det bare være tilfældigt, to er et dårligt tal – men tre, så er der sket noget.

Nye tanker at tage ind

Vi sejler rundt i cirka en times tid. Forbi Flooded Modernity, en gengivelse af det ikoniske bygningsværk Villa Savoye, som nu ligger halvt sunket i Vejle Fjord. Videre forbi Pejlemærker, der imiterer en række flagbøjler, som man kender fra kystnært fiskeri i Danmark. Flagene markerer i hvilke nationale farvande EU’s fiskerflåde og private rederier har såkaldte fiskeri-partnerskabsaftaler. Det gør, at kystnære civilsamfund ikke kan overleve.

Jeg havde aldrig troet, at min bevidsthed og mine tanker denne fredag skulle gå til fiskeri-partnerskabsaftaler – og hvis jeg bare hørte det i radioen, ville det nok heller ikke sive ind på samme måde. Men når man sidder der, og kan se flagene blafre, kan jeg ikke lade være med at føle sympati for de mennesker, det går ud over. Det gør det ligesom mere relaterbart, selvom det er fjernt.

Pennevenner med flaskepost

Der er mange flere af værkerne, som gjorde indtryk på mig. Men mest af alt, var det nok Flydende tanker fra en venteposition af Kristian Blomstrøm Johansson. Projektet er et samarbejde med Røde Kors skolen på Jelling Asylcenter. Børnene har lavet 100 flaskeposter med tegninger i, og hvis barnet ønsker det; fornavn, alder, fødested og opholdssted på tegningen, så eventuelle modtagere kan svare tilbage.

Selvom det er simpelt – ligesom nogle af de andre værker – så virker det kraftigt. Kunsteren Kristian Blomstrøm Jensens håb er, at flaskeposterne kan være en måde at kommunikere med andre børn og voksne uden for asylcentret, på børnenes egne præmisser. Og at børnene muligvis får en slags pennevenner.

Jeg kan godt lide håbet og mystikken i dét at kaste en flaskepost ud i det store hav. Hvad er der mon i, og hvor kommer det fra? Fantasien er i den grad sluppet løs på Vejle Fjord, og den binder os sammen på kryds og tværs af aldre og steder vi kommer fra.