29. januar 2021
Af: Emma L. Vacker

Tag på oplevelse i naturen – vi guider dig til overnatning i shelter

Har du overvejet at udforske nye og alternative ferieophold? Har du kastet dit blik på overnatning i shelter, men ikke helt vidst, hvordan du skulle give dig i kast med det? Så får du her gode råd til din shelter-tur i Vejle og omegn!

En tur i shelter er en god måde at komme ud i naturen og opleve en anderledes overnatning på.

Om det er familieturen eller en tur med vennerne, du er på jagt efter, findes der shelters, der passer til det meste.

De fleste af de mange shelters, du finder i Vejle og omegn, er gratis, og en del af dem tilbyder både rent vand, toiletter og bålplads.

Hastrup Plantage

Hastrup Plantage

Gode råd til din shelter-tur

1. Research
Når du skal afsted på turen, kan det være en god idé at lave lidt research først. Tag evt. et smut ud til 2-3 forskellige shelterpladser og undersøg stederne. På den måde kan du se, hvad der er på stedet, hvad der skal medbringes og især, hvordan vand- og toiletforholdene ser ud på denne tid af året.

2. Hold varmen
Skal du afsted i de kolde måneder, er det en god idé at tjekke vejret inden du tager afsted. En god ting at medbringe er uldundertøj og uldsokker, da det kan hjælpe med at holde varmen i soveposen. Sov også gerne med en hue på, da du på den måde bedre kan holde på varmen. En god sovepose, der kan holde til det kolde vejr, og et liggeunderlag er også vigtigt. Et liggeunderlag har oftest et isoleret lag, der kan hjælpe med at afvise kulden nedefra.

Det er vigtigt, at du er varm, mæt og har fornuftigt tøj på, når du går i seng. Hvis du fryser inden du kravler i soveposen, vil du fortsætte med at fryse nede i soveposen. Når du har varmen, leverer du også varme til soveposen. Lav f.eks. lidt englehop eller lignende inden du hopper i seng. Nogle gør også brug af små varmeelementer, der kan ligge i soveposen.

3. Afskærmning
Hvis du vil undgå for meget vind om natten, kan det være en god idé at medbringe en billig presenning, der kan afskærme shelteret.

4. Optænding til bål
En stor del af shelterpladserne har optænding til bålet liggende, dog kan det være en god idé at medbringe noget selv, da du her er sikker på at have tørt brænde.

5. Book dit shelter
Inden turen kan du booke shelteret, så du er sikker på, at det er ledigt. Du kan booke shelter via udeliv.vejle.dk

Find et udpluk af Vejle og omegns natur- og shelterpladser her

Hvis en hel overnatning i shelter føles som en stor mundfuld, kan du alternativt starte stille ud og tage på en dagstur. Her kan du hygge ved shelterpladsen, lave bål og måske endda eksperimentere med mad over bål.

Husk altid at efterlade shelteret i god stand. Tag alt affald med derfra igen, så der er pænt til de næste, der skal bruge shelteret.

Shelters ved Bindeballe Købmandsgård

Shelters ved Bindeballe Købmandsgård

Sådan pakker du til din sheltertur

Du kan nemt købe dig fattig i lækkert udstyr til turen, men start i stedet med at skabe egne erfaringer for, hvad du har brug for.

Eksempel på pakkeliste

Her finder du nogle af de ting, der er gode at have med, når du skal overnatte i naturen:

  • Sovepose, der passer til vejrforholdene
  • Liggeunderlag
  • Lommekniv
  • Pandelampe/lommelygte
  • Varmt tøj (uld, hue osv.)
  • Siddepuder
  • Personlige ejendele (f.eks. medicin, kontaktlinser mv.)
  • ’Jetboil’ til at koge vand (alternativt: kogende vand i termokopper/kander)
  • Affaldssække til oprydningen
  • Førstehjælpssæt/plaster
  • Tøj efter vejret (f.eks. regntøj)

 

Madlavning på turen

Når du er afsted, kan det være en god idé at have madpakker med. Der findes mange nemme løsninger med retter, der blot kræver lidt kogende vand. Suppe eller nudelretter er en god måde at blive lunet igennem på.

Det kan være en god idé at spise mindre portioner, men at spise oftere. På den måde får du mætheden spredt godt ud hen over dagen.

Har du mod på selv at stå for madlavningen over bålet, finder du forslag her.

 

 

En stor tak til Lars Varneskov fra Varneskov.dk for gode råd til shelterturen.