27. marts 2018
Af: Carsten Johansen

Turen går til … Vikinge-Danmarks vugge

Visionen om et forenet Danmark blev født i Jelling, da Harald Blåtand regerede. Din jagt på vores vikingefortid starter i oplevelsescentret Kongernes Jelling uden for Vejle, hvor moderne teknologi skruer tiden 1.000 år tilbage.

Alle vi danskere er stolte af vores vikingefortid. Men nogle gange glemmer vi, at virkelige vikinger ikke er dem, du møder i et Asterix-album, i en Netflix-serie eller på en pakke rugbrød.

Så riv et par fridage ud af kalenderen og gå på opdagelse i en vild verden, som vikingerne – i kontrast til deres bersærk-ry – faktisk var med til at sætte struktur i.

Første stop på rejsen

Din ”roadmap” er Poltikens ”Turen går til … Vikingetiden” – en ret genial variation af de populære rejsebøger, som blev udgivet sidste år og giver inspiration til mange familieudflugter og weekendture.

Første stop på rejsen er ”Danmarks Dåbsattest” i Jelling ved Vejle – Harald Blåtands to kolossale runesten, hvor han meddeler eftertiden, at han har underlagt sig Danmark og Norge som et samlet rige.

Jelling-monumenterne blev i 1994 den første danske lokation på UNESCOs verdensarvliste. Sidenhen er besøgscentret blevet udviklet til en ret fantastisk attraktion, hvor der er plads til at børnene boltrer sig på både græsklædte bakker og i digitale 3D-rollespil, mens de voksne kan få lidt kulturel føde serveret i lækker anretning.

Autentisk og størst

Vikingetiden har efterladt spor over hele landet, men uanset om du også synes det lyder spændende i Trelleborg, Fyrkat eller vikingeskibsmuseet i Roskilde, finder du ikke et mere autentisk og håndgribeligt minde fra Danmarks storhedstid end runestenene i det sydjyske.

Og så er stedet oven i købet perfekt til at tage en pause og spise madpakken – eller indkøbe frokosten i den lokale cafe eller pandekagehus – mens I kigger på, at børnene leger i parken ved museet.