04. december 2019
Af: Thomas La Cour

Danske livretter med kærlighed

Jacobsen Dansk Spisehus & Take Away midt i Vejle bringer glans over danske madtraditioner i et prisniveau, hvor alle kan være med.

Nogle gange har man lyst til at få forkælet smagssanserne af et bombardement af indtryk – andre gange er lysten mere til en god, gedigen livret – lavet med kærlighed og af gode råvarer.

Det er sidstnævnte, Jacobsen Dansk Spisehus & Take Away på Kirketorvet i Vejle kan levere. Uanset om du vil nyde maden i det hyggelige, charmerende spisehus eller tage den med hjem.

Dansk mad i skammekrogen

Traditionel dansk mad var i en årrække sat i skammekrogen, da først sydeuropæisk og siden asiatisk madkultur overtog i kampen om ”den gode smag”. Mange mindedes med glæde ”mors mad”, men hvis vi ser bort fra den romantiske nostalgi, blev dansk madkultur i lang tid sammenfattet som noget med klistret, brun sovs.

Men dansk mad kan være nøjagtig lige så elegant og smagfuld som god mad fra andre egne af verden. Hvis det laves ordentligt. På Jacobsen Dansk Spisehus & Take Away dyrker man traditionerne fra Frøken Jensens Kogebog – værket fra 1901, der fik sin renæssance for ti år siden i en revideret udgave – med et internationalt præg.

– Vi kalder det vanedannende, dansk mad – med holdning. Vi laver det hele fra bunden, og vi bruger helst lokale råvarer i sæson, siger spisehusets madmester Emil Aleksandersen.

Således kommer friture aldrig på tale, når en panering skal gøres sprød. Det klares naturligvis på panden. I smør.

Dansk mad med et moderne tvist

Gode, danske råvarer er udgangspunktet for klassikere som eksempelvis stegt flæsk, wienerschnitzel, engelsk bøf, panerede fiskefileter, bøfsandwich og boller i karry. Men man pisker en frisk bearnaise til herregårdsbøffen, og når det er sæson for de danske, hvide asparges, er hollandaise det naturlige akkompagnement.

– Vi er ikke kulinariske nationalister. Vores udgangspunkt er det danske køkken, men vi har medtaget de internationale klassikere, der for længst er indlemmet i dansk madkultur. Og en god bøf med friskpisket bearnaise kan de fleste lide, siger Terje Thesbjerg, der er direktør i ToRVEhallerne, som spisehuset er en del af. Parløbet med ToRVEhallerne giver samtidig adgang til en række festlokaler med plads til alt fra 10 til 250 personer.

Rå og elegant indretning

Selve restaurantlokalet er indrettet med en blanding af rå murstensvægge, elegant tapet, kakler og enkle møbler, man sidder godt på og i. En flot bar med frit udsyn til kokkerierne i køkkenet dominerer rummet, og et vindfang sørger for, at det ikke trækker på årets kolde dage.

– Vi ville gerne lade vores ambitioner med maden stråle igennem i lokalets indretning. Det er både elegant og gedigent på samme tid, siger Terje Thesbjerg.

Menukortets prisniveau er lige så folkeligt som maden. Du skal nok blive mæt, uanset om du vælger én, to eller tre retter. Hvis du er meget sulten, kan både tarteletter, boller i karry og stegt flæsk tilmed vælges ad libitum.

Køkkenet i Jacobsen Dansk Spisehus & Take Away har åbent alle ugens dage fra 16:30 – 21:00.