29. maj 2019
Af: Anne Lottrup

God vin i Grønnegade

Anduma Vinbar byder på 200 vine og minimum 80 kan altid købes på glas. Ejeren Troels Knudsen kender duften af halvfermenteret druesaft fra Barolovinens hjemegn, og han kender sit udvalg – og fortæller gerne om det.

Hos Anduma er der plads til afslapning i uformelle og hyggelige rammer – og til vinnørderi og historiefortælling. Troels møder sine gæster, hvor de er, og prøver altid at huske sine stamgæsters præferencer.

Bred erfaring

Troels voksede op i omegnen af Vejle og kommer selv fra en vinentusiastisk familie. Fra Bredsten flyttede han til Aarhus for at studere, og efter et pitstop i Piemonte er Troels nu tilbage i Vejle med egen vinbar.

Under sin studietid arbejdede Troels i to forskellige vinbutikker og i en vinbar. Det var ikke en stor overraskelse for familie og omgangskreds, at vininteressen også blev grundlaget for hans arbejde, da studierne var overstået, eller at valget faldt på en vinbar frem for en butik.

“Det giver et andet spil med gæsterne,” forklarer han om forskellen. “Der er plads til en anden personlighed. Det er også en anden form for udfordring. Stamgæsterne opbygger en tillid til mig.”

Den spændende opstart

Anduma Vinbar åbnede i december 2017. Timingen gav hurtigt et indblik i hvordan,
butiksejere og restaurationsbranchen også er præget af sæson og årstider. Hvor december var en af de bedste og mest travle måneder, var der lidt længere mellem snapsene i januar.

Troels mødte en stor opbakning fra venner og familie. En kokkeven hjalp med brød og tapenade, familien gav sin støtte og var sammen med vennekredsen med til at fylde pladserne i opstartsfasen. Nye gæster blev hurtigt lokket til Grønnegades nye vinbar – og mange af dem er stamgæster den dag i dag.

Praktik i Piemonte

Før Troels åbnede Anduma Vinbar, fik han jord under neglene i Norditalien, mens han tilbragte sin praktikperiode med studiet på en vingård i Piemonteregionen.

“Man kan lære enormt meget om vin ved at læse om og smage på vinen hjemmefra, men det giver da en anden og dybere indsigt, når man selv tager del i processen,” fortæller han.

Troels oplevede produktion i alle sine stadier – før, under og efter. Selvom praktikpladsen primært bestod af kontorarbejde med salg og marketing, blev Troels også sendt i marken. F.eks. for at plukke blade på vinstokkene. Smagen afslører meget om vinens eksponering for sollys – og den kan styres ved at lade bladene sidde eller ved at plukke til den ønskede eksponering.

Flere vinsmagninger

På vingården stod Troels også bag flere vinsmagninger for internationale gæster. I Anduma Vinbar tilbyder han også smagninger – og han vil gerne arrangere endnu flere.

Udover muligheden for at nyde nogle gode vine, giver smagninger også lejlighed til at gå i dybden med vinen. Det kan Troels gøre for nybegyndere, men han dykker lige så gerne ned i de helt nørdede referencerammer blandt vinkendere. Hans kendskab til udvalget gør vinkortet overflødigt i de fleste tilfælde og ofte vælger hans gæster at lade ham styre, hvad de skal smage.

Hyggelige rammer

Stemningen er helt nede på jorden hos Anduma Vinbar. Nyd et glas fra det brede udvalg suppleret med charcuterie et fromage. Vinen kommer fra store dele af verden – naturligvis også fra Piemonte og netop den vingård, hvor Troels selv prøvede kræfter med produktionen.

VisitVejle_Anduma_Vinbar

Charcuterie et fromage