16. juni 2022
Af: Kristina K. Friedrichsen

Tag på detour i Vejle!

Tour de France er lige rundt om hjørnet, og når du alligevel gæster Vejle, kan du passende tage på en detour rundt i Vejle og omegn og opleve, hvad området har at byde på.

 

Arkitektur

Fjordenhus

Fjordenhus er Olafur Eliassons ikoniske bygning på Vejles havnefront. Den markante bygning rejser sig 28 meter op af vandet. Kunst og arkitektur er smeltet sammen, og indgår i en konstant dialog med det omsluttende hav.

Bølgen

Med udsigt over Vejle Fjord, Vejlefjordbroen og Skyttehushalvøen finder du Bølgen. Bølgen er skabt af den anerkendte tegnestue Henning Larsen Architects, som bl.a. også står bag Operaen i København. Foran Bølgen er en smuk promenade anlagt, hvor det er oplagt at nyde en gåtur.

Spinderihallerne

Spinderihallerne er et af de mest velbevarede eksempler på Vejles industrielle kulturarv. Det renoverede industrikompleks var oprindeligt et bomuldsspinderi fra 1896. Vejle var tidligere forgangs by inden for bomuldsspinding, hvilket gjorde Vejle kendt som ”Danmarks Manchester”.

Læs mere om Vejles arkitektur her.

Vejle havnefront

Vejles havnefront set fra Skyttehushaven

Kultur

Gratis museer

I Vejle er det gratis at besøge de fleste museer, og alle har de en spændende historie at fortælle. Gå på opdagelse i kulturhistorien i de gamle spinderihaller, bliv inspireret af kunsten på Vejle Kunstmuseum, afprøv vandets kræfter på Randbøldalmuseet eller oplev et af Danmarks største rekonstruerede jernaldermiljøer i Vingsted.

Tørskind Grusgrav

Billedhugger Robert Jacobsen har i samarbejde med den franske skulptør Jean Clareboudt omdannet den tidligere grusgrav i Tørskind til skulpturpark. Skulpturerne skal betragtes som et samlet værk, der går i dialog med naturen. Temaet er solens gang over himlen, hvor lys og skulpturer påvirker hinanden.

Skulpturbyen Give

Giv dig selv en kunstnerisk oplevelse i skulpturbyen Give, som er rammen for Danmarks største galleri i det fri. Her er flere end 65 skulpturer placeret rundt omkring i byen som et åbent galleri. Tag på skulpturvandring, og giv dig selv et frirum, der pirrer nysgerrigheden og opfordrer til nye tanker for en stund.

Læs mere om områdets museer og samlinger her.

Læs mere om Tørskind Grusgrav her.

Læs mere om skulpturbyen her.

Skulptur: Dialog

Skulpturbyen Give. Skulptur: Dialog

Natur

De fire ådale

I Vejle og omegn finder du intet mindre end fire ådale; Vejle-, Højen-, Grejs- og Egtved ådal. Her finder du et landskab skabt af istiden, der viser vej til storslåede naturoplevelser. Spejd efter havørnen ved Kongens Kær, nyd udsigten fra toppen af Runkenbjerg, vandr langs den populære Grejsdalstien eller gå en skøn tur ved Syvårssøerne.

Kingdom of Cycling

Kingdom of Cycling er landskabet, der er skabt til cykling, og her finder du et kongerige af muligheder på cykel. Cykl på opdagelse i områdets skelsættende historie via Hærvejen, test Danmarks hårdeste cykelbakker, der lægger asfalt til utallige cykelløb eller træn dine mountainbike-færdigheder på et af de mange spor i skovene.

Bynære naturområder

Nørreskoven med Dyrehaven på nordsiden af Vejle Fjord er en af områdets mest besøgte skove. Nyd en rolig slentretur i Dyrehaven helt tæt på hjortene eller se skoven fra oven i klatreparken, Gorilla Park Vejle. Ved siden af Dyrehaven finder du også den smukke Skyttehushaven, hvorfra du har en skøn udsigt over fjorden. Har du børn med, kan du tage et smut i Sønderskoven, hvor du finder en hyggelig skovlegeplads, overdækkede opholdsfaciliteter samt grill- og bålsteder.

Læs mere om Vejles oplevelser i naturen her.

Hærvejen

Hærvejen

Gastronomi

Gastro Guiden

Med Vejles Gastro Guide i hånden finder du frem til smagfulde oplevelser. I guiden er der fokus på autentiske steder, lokale råvarer og madtraditioner samt bæredygtighed. Du finder den fysiske guide hos turistbureauet VisitVejle, der ligger på Banegårdspladsen. Du kan også finde den online på www.gastro-guiden.dk.

Michelinstjerner

Hele to lysende stjerner på den gastronomiske stjernehimmel kan Vejle byde på. Restaurant Me|Mu og Restaurant Lyst har begge modtaget den prestigefyldte Michelinstjerne. Lyst fik desuden tildelt den grønne femkløver, der uddeles til restauranter, som udemærker sig inden for bæredygtighed.

Læs mere om Vejles madoplevelser her.

Gastro Guiden

Gastro Guiden

Attraktioner

Zoologisker haver

Tag på safari i GIVSKUD ZOO, og kom helt tæt på vilde dyr som løver, giraffer, zebraer og antiloper. Her kan du også tage et smut tilbage til dinosaurens tid i Danmarks største dinosaurudstilling med over 50 dinosaurer i naturlig størrelse. Sæt også kursen mod Skærup Zoo, hvor du kan opleve 100 forskellige dyrearter.  Mange af dyrene kan fodres med foder købt i kiosken.

Kongernes Jelling

På Kongernes Jelling kan du komme bag runerne på Haralds Jellingsten, udforske Danmarks kongerække fra Gorm den Gamle til i dag og blive klogere på vikingernes liv og hverdag. Der er altid gratis adgang til Kongernes Jelling. Du finder også Monumentområdet, der er blevet optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste. Monumentområdet, som Harald Blåtand lod indhegne med en palisade – vikingetidens største bygningsanlæg – rummer de to historiske runesten, kirken, skibssætningen og de to høje.

Økolariet

Økolariet er et spændende viden- og oplevelsescenter om bæredygtighed, natur, miljø, energi og klima. Tryk, mærk, skub, test og tegn dig gennem masser af interaktive oplevelser. Du bliver klogere på, hvordan verden påvirkes af vores forbrug, og hvordan forskning i dag bliver til din hverdag i morgen. Der er altid gratis entré til Økolariet.

Læs mere om Vejles attraktioner her.

Økolariet

Økolariet

Shopping

Danmarks Flotteste Handelsby

Vejle er kåret som Danmarks Flotteste Handelsby 2020-22. Byen er et shopping-mekka med hundredvis af butikker at gå på opdagelse i. Her er alt fra den lille trendy designerbutik, den eksklusive modebutik, den velassorterede vinbutik og den budgetvenlige vintagebutik til de store varehuse og butikscentre.

Bryggen

Centralt i Vejle finder du shoppingcenteret Bryggen, som rummer alt fra herre- og damemode, skønhedspleje, legetøjsbutikker og ikke mindst steder du kan få stillet sulten.

Charmerende handelsbyer

Uden for Vejle midtby finder du mange charmerende handelsbyer. Tag f.eks. på en hyggelig tur til Egtved, Give, Børkop eller Jelling. Her finder du flere specialforretninger, og der er altid plads til en god snak over disken.

Læs mere om shopping i Vejle her.

Midtpunktet, Vejle Gågade

Midtpunktet, Vejle Gågade

Bliv inspireret til flere detours i Vejle på www.visitvejle.dk