03. august 2018
Af: Freja Fredsted Dumont

Vejle set igennem kinesernes øjne – eller Huawei-kameralinser

I foråret besøgte en gruppe kinesiske turagenter Danmark med ophold i Vejle. Her fik jeg muligheden for at tilbringe en eftermiddag med de 11 kinesere, som fremover skal sælge Vejle på det kinesiske turistmarked.

Gruppen af kinesiske turagenter var på besøg i Vejle for at blive klogere på byens historie, seværdigheder, gastro- og shopping-muligheder – så de fremover kan sælge byen til rejselystne kinesiske turister. De købestærke kinesere er nemlig en turistgruppe, som turistbranchen herhjemme gerne vil have fat i – og første skridt imod at gøre Vejle Kina-klar, var besøget af turagenterne.

Men hvorfor er mange kinesere dårlige til at stå i kø? Hvorfor forventer de oftest hurtig ekspedition i butikkerne? Og hvorfor tager de så mange billeder og køber så mange souvenirs? Det var blot mine umiddelbare fordomme, uden nogensinde at have mødt en kineser eller have besøgt Kina før.

I løbet af min dag med de kinesiske turagenter, fik jeg både af- og bekræftet nogle af mine fordomme.

1. Kinesere elsker at tage billeder

Sandt

Hvis du nogensinde har været ved Den lille Havfrue på Langelinie, i H.C. Andersens fødehjem i Odense eller besøgt en af de andre populære danske turistattraktioner, så har du med garanti også set en masse kinesere knipse løs på deres kameraer – ja, gad vide hvor mange kinesiske feriebilleder, man tilfældigvis er endt med på? Men knipseriet på kameraerne er skiftet ud med Huawei telefon-kameraer, som konstant skal dokumentere alt, der sker på deres vej.

Det var også tilfældet med mit møde med kineserne. For alt de så, var igennem deres telefonkameraer – vel at mærke af mærket Huawei, eftersom stort set alle kinesere benytter sig af den kinesiske telefongigant.

Sociale medier er meget benyttet i Kina, og det er blandt andet derfor man ser, at kineserne tager mange billeder på deres rejser. De skal nemlig helst dokumentere deres oplevelser overfor venner og familie. Rigtig mange benytter den sociale tjeneste Weibo, der svarer til Twitter eller Facebook i vores del af verden. I december måned sidste år oplyste Sina, der ejer Weibo, at de havde 129 millioner aktive brugere.

2. Kineserne spiser ALT

Til dels falsk

Jeg havde en forestilling om, at man i Kina spiser hunde, slanger, snegle, frøer, hele fisk, kyllingefødder, insekter og meget andet. Som den danske kontaktperson sagde, så spiser de faktisk alt der har ben, undtagen borde.

Men der blev jeg igen overrasket – for da vi besøgte Økolariet og skulle smage på tørrede insekter, så alle de kinesiske gæster lettere misfornøjede ud, og der blev lavet en masse grimasser, da de skulle forsøge sig med insekterne.

Gastro-tursime er ellers noget af det, kineserne efterspørger mest. Derfor var en Food-walk i Vejle et pletskud ift. turagenternes ønsker. Her besøgte vi både Osteriet, hvor de blandt andet smagte Vesterhavsost, Tebstrup gedeost, fynsk rygeost med purløg og bornholmsk St. Clemens Danablu. Der røg danske delikatesser ind hos SmagDansk og chokolader og brød hos Vanilla Chocolatier og Konditori, inden dagen blev rundet af med aftensmad på Street Food Vejle, som alt sammen faldt i meget bedre jord end insekterne!

Bonusinfo: En af turagenterne fortalte mig også, at mange – især de yngre – ikke spiser hunde længere. De vil hellere have dem som kæledyr end til frokost.

3. Kineserne elsker at bruge penge

Sandt

Kineserne er en turistgruppe, som turistbranchen herhjemme gerne vil have fat i, fordi de bruger rigtig mange penge, når de er her. Faktisk er kineserne så købestærke, at de bruger op til 12 gange så meget som en almindelig europæisk turist. Derfor er det også fordelagtigt at tiltrække så mange som muligt af de shoppeglade kinesiske turister til Vejle.

Kinesiske turister er interesserede i og vilde med alt, der er ikonisk – som f.eks. vikingerne. Da vi mødtes på turistkontoret i Vejle, gik der da heller ikke lang tid, før de første fem af vores kinesiske gæster havde fundet pungen frem og skulle have en lille træfigur af en viking med hjem som souvenir.

Som en lille anekdote ville gruppen af kinesere ikke med hjem fra Jelling, efter de havde fået Mjød til en vikingefest – med andre ord har vores forfædre sat et så kraftigt spor efter sig, at de lokker andre folkefærd til Norden i dag ca. 1000 år senere.

4. Kinesere er uhøflige

Både sandt og falsk

Kineserne er verdens værste turister, og japanerne de bedste. Det mener i hvert fald hotelansatte verden over. Og det er måske også til dels korrekt. Simpelthen fordi den kinesiske kultur bygger på andre værdier end den vestlige verdens.

Jeg blev f.eks. lidt overrasket, da vi skulle besøge Økolariet. En af de ansatte skulle holde et kort oplæg om stedet. Men under hele seancen, sad samtlige af hendes kinesiske publikum med deres telefoner helt oppe i ansigtet – der var sågar to, der talte i deres telefon. Så på den måde forsøgte de heller ikke at skjule, at det måske ikke lige var dét, de var i humør til efter nogle lange dage på farten.

Når det er sagt, lærte jeg i den grad det kinesiske ord for skål. Der blev råbt Gànbēi adskillelige gange på vores Foodtour rundt omkring i Vejle. Kineserne var meget søde til at inkludere mig i festlighederne samt reservere pladser til mig, så jeg ikke skulle stå op. Sproget var lidt en barriere, eftersom de kun talte meget sparsomt engelsk. Men ved hjælp af fagter og tegnsprog kunne vi alligevel kommunikere, og jeg følte mig yderst velkommen i gruppen.